Af Lars Hvidtfeld, Næstformand for Landbrug & Fødevarer

Vandet skal væk fra markerne nu!

Vandløbenes evne til at bortlede nedbøren er ofte genstand for heftig debat. De senere år har vi oplevet voldsomme regnskyl over Danmark med efterfølgende store oversvømmelser og vandvittige udfordringer med bortledning af vand fra både byer og marker.

Landbruget bliver tit beskyldt for at sætte økonomiske interesser højere end naturen, og når det kommer til vandløbene, bliver vi ligeledes i landbruget beskyldt for at tilsidesætte både fisk og dyrelivets behov. Naturligvis hænger det ikke sådan sammen. Ingen er tættere på og mere interesserede i naturen end landmænd. Omvendt må vi bare konstatere, at vandløbenes evner til at bortlede vandet fra markerne ikke længere er tilstrækkelige. Derfor arbejder vi i Landbrug & Fødevarer politisk med at sikre afvandingen nu og i fremtiden. Et arbejde der bliver udført på mange fronter. Med saglige og fagligt velunderbyggede argumenter, kæmper vi for at få gjort op med årtiers fejlslagen praksis på området med afvanding.

Første skridt på vejen mod bedre afvanding er et opgør med en stribe myter:

1. Det er åbenlyst forkert, når vores kritikere nævner, at mange dræn er anlagt med udløb langt under vandspejl eller sågar under bunden.
2. Det er en sandhed med modifikationer, når det hævdes, at forsumpningen skyldes jordsætninger gennem tiden. Det kan have betydning nogle steder, bestemt, men en meget stor del af de ånære arealer er altså mineraljord, der ikke falder sammen over tid.
3. Begrænset vedligeholdelse af vandløb er godt for miljøet. I vandløb uden fald er effekten modsat – her ændrer forholdene karakter, fra acceptabel strøm til stillestående, aflange moser.

Vandløb er en vigtig del af vores infrastruktur ligesom vores veje, jernbaner og lufthavne. Når der for eksempel kommer flere biler på vejene, udvider vi med flere spor. Det samme bør være gældende for vores vandløb. Hvis vi fortsat jævnligt skal opleve 100 års nedbørshændelser, skal vores vandløb udbygges og dimensioneres til at klare opgaven med afvanding, ellers får det store økonomiske konsekvenser for vores samfund. Tilbageholdelse af vand i oplandet ved periodevis oversvømmelse af marker og enge fremhæves ofte som et Colombusæg. Det kan, med frivillige aftaler, være en del af løsningen nogle steder, men helt generelt er vi nødt til at ajourføre vandløbenes kapacitet.

Skal naturen, fiskene og dyrene i vores vandløb betale prisen? Nej det skal de selvfølgelig ikke. Men balancen er tippet over mod mere og mere miljø og mindre og mindre afvandingshensyn. Samtidig har nogle kommuner helt tydeligt ønsket at spare penge på vandløbsvedligeholdelsen, men det hævner sig nu.
Lad os genoprette balancen mellem miljøhensyn og hensynet til afvanding. Det kan vi gøre ved, at de fremtidige vandområdeplaner kun har de vandløb med, som har et vist naturpotentiale. Og lad os samtidig udpege de vandløb, som virkelig skal kunne transportere noget vand væk fra landet og byerne, så vi ikke ender med de kedelige billeder af både byer og land under vand og med store økonomiske konsekvenser til følge. 

Skal der styr på vandløbene, til glæde og til gavn for både landbruget og miljøinteresserne, er der behov for at se nærmere på de lovgivningsmæssige barrierer. Både vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven skal under luppen. Derfor er det helt afgørende, at det revisionsarbejde, der er lagt op til med blå bloks beslutningsforslag fra 2015, ikke lægges i mølposen, som den forhenværende miljø- og fødevareminister desværre lagde op til.

Arbejdet kommer til at tage tid, så derfor kære miljø- og fødevareminister: Kom nu i gang! Hyrdebreve, nye instrukser, klimatilpasningsplaner og andet godt kan måske afhjælpe problemerne lidt her og nu, men når det gælder afvanding af vores marker og byer, skal der meget mere til på den lange bane.