Kære medlemmer

Så er det igen tid for et nyhedsbrev fra Formanden. Jeg håber, at I er ved at komme jer oven på den tørre sommer. Vi blev jo da heldigvis begavet med et fint vejr til både høst og såarbejde.

Untitled imageNy adm. direktør på plads
Vi kan glæde os over, at Landbrug & Fødevarer har fundet en stærk afløser for Karen Hækkerup på posten som adm. direktør, nemlig tidl. vicedirektør Anne Arhnung.

Anne Arhnung kender vores paraplyorganisation og hele landbrugssektoren til fingerspidserne. Hun har været i L&F og arbejdet for landbruget de seneste 22 år og kender også SEGES på tætteste hold. Hun ved derfor hvad, der rører sig omkring landbrug på det politiske, det forskningsmæssige, innovative og det praktiske plan.

Jeg er sikker på, at hun kan få det hele til at spille til gavn for erhvervet og føler mig ganske tryg ved, at hun fremover skal ud og repræsentere, snakke og kæmpe på vores og landbrugets vegne.
  
Finanslove 2019 styrker generationsskiftet
I forbindelse med næste års finanslov fik landbruget faktisk en fin julegave i form af en bedre beskatningsmodel ved ejerskifte.

Der bliver afsat 70 mio. kr. i 2020, 60 mio. kr. i 2021 og 55 mio. kr. i 2022 til udmøntning af modellen, som går ud på at sælger kan lade 10 % af købssummen stå i ejendommen i form af et sælgerpantebrev.
Sælger betaler kun skat af det beløb køber løbende betaler af på pantebrevet.

Det vidner om, at politikerne har forståelse for problemet omkring generationsskifte.

Væk med afgift

Ligeledes kan vi også glæde os over at den konkurrenceforvridende afgift på foderfosfat er blevet fjernet i forbindelse med finansloven. Det vil i alt lette erhvervet for 50 mio. kr. i umiddelbar virkning og flere af Jer, svine- og fjerkræ-producenter, kommer til at mærke det direkte i større eller mindre grad.

Farvel til datotyrani
Landmænd får færre datoer at forholde sig til i den udformning af EU's 
landbrugsstøtte, som træder i kraft i 2021. Det siger EU's landbrugskommissær, irske Phil Hogan. I dag skal man have styr på omkring 200 regulativer, men ifølge det forslag, som ligger på bordet i EU for perioden 2021-2027 skal det reduceres til 40. 
-Den nye aftale vil fokusere mindre på regler, men mere på præstationer, siger Phil Hogan. Landmænd skal arbejde med fagligheden.

Også regulativerne for udviklingen af landdistrikterne skal reduceres fra nu 70 til otte.
-Det er bare to eksempler på det, vi prøver at opnå, siger Phil Hogan.

FRA VORES EGEN VERDEN

Fællessekretariat styrker vores forening
Til årsskiftet placeres vores daglige administration i et fælles sekretariat sammen med administrationen fra seks af de andre LMO-ejerforeninger. Det er kun Samsø, der står uden for.

Formålet er at styrke professionalismen i administrationen og give Jer, medlemmer, endnu bedre service – både hurtigere, bedre, fagligt kvalificeret og mere effektiv i form af synergi på tværs af Landboforeningen Kronjylland, Østjysk Landboforening, LandboForeningen Midtjylland, Vejle-Fredericia Landboforening, Landboforeningen Odder-Skanderborg, Familielandbruget MIDT-Jylland og Østjydsk Familielandbrug. 

Det betyder, at der altid er back up på kontoret og flere med kendskab til netop vores forening. Det bliver mere fleksibelt og vi vil altid kunne få hjælp og svar på spørgsmål - også i sommer-, efterårs- og vinterferier, så I kan få svar på Jeres spørgsmål, når I har behov for dem.

Ny sekretariatsleder bliver tidl. landskonsulent for kødkvæg, Jørgen Skov Nielsen.  De administrative eksperter på kontoret bliver Hanne Hjortshøj Østergaard og Lise Møller Jensen.
Sekretariatet får ét telefonnummer og adresse i Søften.

Fællessekretariatet har ikke indflydelse på vores politiske virke i dagligdagen.
Det står vi selv for som sædvanlig, men har vi til gengæld brug for opbakning eller har lyst til samarbejde eller ideudvikling med andre i ejerkredsen er der ny og nem adgang til at stikke hovederne sammen.

Vores journalist og kommunikationsmedarbejder Vibeke Rask Grøn bliver derfor også tilknyttet Fællessekretariatet. Det samme bliver miljøpolitisk medarbejder Maria Pilgaard.

Jeg tror det ”set up” vil give os et solidt fundament at arbejde videre på som forening – til gavn for Jer og styrke for vores fælles sag.

Der skal gang i kvælstofreduktionen
Dansk landbrug – og det gælder også os – står i en ”noget for noget”-situation. Vi fik Landbrugs-pakken og retten til at gøde mere optimalt, men lovede samtidig at reducere kvælstofudledningerne.
 
Det løfte hænger vi på, og vi har 3 år til at klare det enten ad frivillighedens vej eller ved at vente på kollektive reguleringer, der måske kan betyde, vi får reduceret muligheden for at gøde optimalt igen.

Et nyt program i 2019 giver os en unik mulighed for selv at tage fat. Det tilbyder gratis rådgivning, fuldfinansiering og kompensation til dem, der vil etablere minivådområder og filtermatricer på dyrkbare arealer (ikke i paragraf 3 områder).  Tag en snak med oplandskonsulenten i begyndelsen af 2019, så du kan komme med i ansøgningsrunden og glæd dig, for ordningen er både nem og smart at gå til.

Flydelag på gyllebeholdere

På det seneste har jeg hørt om landmænd, der har haft kontrolbesøg, hvor det blev konstateret, at flydelaget på gyllebeholderen ikke var i orden. Jeg vil derfor gerne opfordre til, at man får styr på det både for egen og andres skyld.

Nye medlemmer til seniorklubber
Vores lokale seniorklubber Aarhus-Hadsten Seniorklub og Landbrugets Seniorklub Kronjylland vil gerne have nye medlemmer.
Seniorklubberne har mange spændende arrangementer for tidligere landmænd og andre interes-serede. For de af jer, der har alderen til det, kan jeg kun opfordre til melde jer ind. Det er altid godt med et frisk pust i hverdagen. Programmer og kontaktpersoner finder I her.

 
Generalforsamling 14. marts 2019
Jeg vil benytte lejligheden til at minde om, at Landboforeningen Kronjylland holder general-forsamling den 14. marts kl. 19 i LMO, Søften. 
Forslag til behandling på generalforsamlingen er velkommen, og vi ser frem til en rigtig spændende debat.

Medlemskab af Landboforeningen Kronjylland
Vi har i årets løb haft mange fokusområder. Om dette er årsagen til, at vi har haft så god tilgang af nye medlemmer skal jeg ikke kunne sige, men et velkommen og en tak herfra skal lyde, fordi I vil være en del af fællesskabet.

Der bliver i disse dage udsendt kontingentopkrævning. I vil se en mindre stigning i forhold til sidste år. Det skyldes landbrugets tidligere omtalte løfte om frivillig etablering af minivådområder i for-bindelse med Landbrugspakken. Landbruget skal nu selv betale for oplandskonsulenternes rådgiv-ning vedr. minivådområder. Landbrug & Fødevarer har påtaget sig denne opgave, hvilket medfører en forhøjelse af kontingentet.

I den forbindelse vil jeg gerne takke alle gamle såvel som nye medlemmer for jeres opbakning til vores arbejde og udfordringer med at skabe så gode betingelser for landbrugserhvervet som muligt. Jo flere vi samles om dette, jo nemmere har vi ved at skabe lydhørhed for vores budskaber.

God jul og godt nytår til jer alle.

Venlig hilsen

Christian G. Jensen
Fmd. Landboforeningen Kronjylland